Maj 2007

Birger og Inge-Lise Særkjær

 

 

Ferie april-maj 2007

 

Søndag d. 29. april

Vi tog med Anatolien Rejser fra Kbh's Lufthavn og flyet var næsten ikke forsinket, så vi ankom til Antalya kl.02.15 tyrkisk tid og blev efter aftale hentet og kørt direkte til vores hus, hvor vi ankom ca. kl.4.30 om morgenen.

 

Denne ferie har vi fået hængt termometre op ude og inde. Sat kroge op til tøjsnore på tagterrassen. Der blev også hængt lidt billeder op på væggene. Vi fik købt et lille møbel til stuen med plads til duge og brochurer mm.

 

Vi fik desuden bestilt, syet og ophængt gardiner i stuen. I køkkenet har vi selv syet og hængt et tyndt gardin op, så man ikke bare kan kigge ind fra vejen.

Birger har været til tandlæge i Alanya og fået lavet et par kroner og en fyldning - det kostede kun 3400 kr. for det hele med røntgen, bedøvelse, 4 besøg og var en meget positiv oplevelse - vi blev både hentet og bragt de 20 km og endda kørt ind i selve Alanya for at handle!

Chaufføren var meget hyggelig og vi fik snakket en del, da han først opdagede at vi kunne forstå lidt tyrkisk.

Den første uge var vejret godt med mest sol og 16-22 gr.

 

I weekenden d.4.-6.maj tog vi på en bus-tur til Kappadokien - vi bestilte turen i et lille kontor i Avsallar - den kostede 40€ pr. person for bustur, indgangsbilletter - halvpension og overnatning på hotel.

Det var en lang bustur - ca. 600 km den første dag hvor vi kørte til Konya og videre til hotellet i Ürgüp ved Nevsehir. Undervejs var vi inde i en stor moské og vi var også nede i en underjordisk by, hvor blandt andet de kristne har skjult sig under forfølgelser.

Om lørdagen var der en heldagsudflugt. Først til "Fantasi-dalen" - senere så vi et pottemagerværksted og forretning og så gik vi rundt i klippebyen Çavuşin og "Due-byen"

 

Senere var vi inde i en læderforretning, hvor vi også fik at vide, hvordan man laver jakker - der var også mange, der uforpligtende fik prøvet nogle af de meget flotte (og dyre) jakker.

Før vi kørte tilbage til hotellet var vi inde at se hvor de knyttede ægte håndlavede tyrkiske tæpper.

 

På vej sydpå om søndagen var vi inde i en Onyx-forretning og så hvor de lavede ting af Onyx, som er en stenart. Vi så også en masse smykker af onyx, sølv og guld og de fik vist også solgt nogle eksemplarer...

 

På busturen hjem var vi heldige at se en flok på måske 20 flyvende storke. Desværre nåede vi ikke at fotografere eller filme dem. Og desuden gik kameraet i stykker på hjemvejen....

 

På vej ned mod kysten kunne vi tydeligt mærke at det blev varmere og varmere - vi havde haft rigtig flot vejr på hele turen med sol dagen igennem og 20-25 gr, men nede ved kysten var det 29-30 gr...

 

Om onsdagen var vi på markedet i Avsallar (det er senere blevet flyttet til om torsdagen og hen langs vejen ved den store moské) Vi fik købt et par små duge til huset og som sædvanlig en masse tomater, agurker og appelsiner - friske og gode og billige!

Birger var hos en frisør lige i nærheden af markedet og blev klippet for 7 YTL (ca.30 kr)

 

Den sidste uge var det lidt køligere vejr med et par dage med småregn, men alligevel lunt. Vi cyklede en hyggelig tur og blev foræret noget portulak til salaten af en dame, der havde været ude at arbejde.

 

Vi fik snakket med vores norske og svenske naboer i Gerez Villas - det var rigtig hyggeligt at være der samtidigt....

 

Søndag d. 13. maj blev vi igen hentet ved huset og kørt til Antalya, hvor vi endnu en gang rejste med Anatolien Rejser. Flyafgangen var igen næsten planmæssig, så vi nåede København og toget til Tølløse og den sidste bus hjem efter en dejlig ferie.

 

Flotte krukker og en flot udsigt